Arkiv for august 2008

Ny version af GratisUpload.dk snart!

Du læste rigtigt! I næste uge vil jeg launche en ny version af GratisUpload.dk.

Versionen vil byde på en drastisk design-forbedring samt mulighed for at uploade flere filer af gangen.

Jeg har desværre været nødsaget til at fjerne nogle af de features, som jeg oprindeligt ønskede, der skulle med i den nye version og i stedet vil jeg lade disse komme løbende.

Den primære funktionalitet virker dog, så jeg håber, at design-ændringerne trods alt vil komme jer til gode i form af bedre overblik på sitet.

Helt præcist hvornår i næste uge sitet vil komme op er dog uvist, men et godt bud vil være midt eller sidst i næste uge.

God weekend !

Rødt kryds i Outlook Web Access, Windows Vista og IE 7.0

Halløjsa,

Jeg har tidligere beskrevet problemet omkring det røde kryds, der fremkommer, når man forsøger at sende en e-mail eller lign. via Outlook Web Access og man sidder på en maskine med Windows Vista og Internet Explorer 7.0.

Du kan finde mit blog-indlæg omkring på problemet her.

Jeg kom også med en løsning på problemet den gang, men der er faktisk en endnu nemmere løsning.

I en dansk-sproget version af Outlook Web Access, kan det løses ved at gå ind i “Indstillinger”, herefter nedunder “E-mail-sikkerhed” og klikke på knappen “Hent”. Herefter vil man blive spurgt om man vil downloade en lille fil. Denne fil skal man køre, hvorefter S/MIME control bliver installeret.

Her kan du hente S/MIME Control.

Efter installationen skal man gerne via Outlook Web Access igen kunne skrive e-mails.

Støt op om .dk-domænet

Halløj,

I den senere tid har der været udbud om det danske .dk TLD (Top Level Domain). To har budt på det, henholdsvis DIFO / DK-Hostmaster (Nuværende forvalter) og dotDK.

IT & Telestyrelsen valgte desværre dotDKs model på den betingelse, at de kan få opbakning i det danske internetsamfund. Det er ifølge min mening en forkert beslutning.
Det er dog vigtigt at nævne, at de endnu ikke officielt har fået denne opbakning. Derfor er der stadig mulighed for, at dotDK ikke bliver den fremtidige forvalter!

De to organisationer (DIFO & dotDK) har budt ind med to forskellige modeller.

DIFO har budt ind med deres nuværende model, der baserer sig på såkaldte “sole registry”. Det betyder basalt set, at der er én forvalter af TLDet og at kunden er registranten af domænet. Man er hermed uafhængig af at skulle betale fornyelser af domænet til sin webhotel-udbyder, men skal i stedet betale til DK-Hostmaster, der forvalter .dk-domænet.

dotDK har i stedet budt ind med en model, der går under navnet “shared registry”. Det betyder i menneskesprog at dotDK udbyder TLDen, men at de sælger det til grossister (i dette tilfælde webhotel-udbyderne), som så sælger det videre til slut-kunden.

Grundene til at dotDKs model ifølge min mening er det forkerte valg er:

1. Prisen på et .dk-domæne sænkes, men der kommer en grossist imellem dotDK og kunden.
dotDK har garanteret en nedsættelse af den nuværende pris for et .dk-domæne (den nuværende pris er kr. 45,- pr. år.), hvilket i sig selv er et fint initiativ. Vi har her i Danmark i forvejen et af jordens billigste domæner. Men så snart dotDK vælger at inddrage grossister, bliver det et problem.

Grossisterne driver deres egen virksomhed, og kan fuldt ud selv bestemme om prisen til deres kunder for et .dk-domæne skal være kr. 199,- pr. år, eller om det skal være kr. 50,-. Det betyder altså at prisen, som dotDK garantere kun er overfor grossisterne, men ikke overfor slut-kunden (dvs. os der køber domænerne), der kan risikere prisstigninger.

Sammenligner man med andre TLDer, der basere sig på “shared registry”-modellen (det gør bl.a. .com, .net og .org) så er priserne på disse typer domæner ret høje i både oprettelse såvel det årlige gebyr for fornyelse af domænet.

Man kan derfor også frygte, at det samme vil ske for .dk-domænet, hvis det får en “shared registry”-model.

2. Den tidligere webhotel-udbyderen skal godkende en flytning af domænet.
I dag er vi vant til, at vi hos DK-Hostmaster kan flytte (eller med DK-Hostmasters sprog redelegere) vores .dk-domæner indenfor få timer og uden at indblande andre end os selv.

Med en “shared registry”-model, så skal ens nuværende udbyder af domænet godkende, at domænet skal flyttes til ens nye udbyder. Det betyder oftest, at det tager længere tid at flytte domænet fra én udbyder til en ny. Samtidig er det et problem, hvis man flytter fra sin nuværende udbyder pga. uoverensstemmelser. De kan på sin vis nedprioritere ens flytning ved at undlade at godkende domæne-flytningen før der er gået noget tid, eller de kan helt undlade at godkende den.

Det problem har jeg personligt selv stødt i med både .com og .net domæner, der netop basere sig på en “shared registry”-model, hvor det tog bl.a. én af mine kunder over 2½ måned at flytte et .com domæne fra én udbyder til en anden. Til sammenligning tager det ikke mange timer at flytte et .dk-domæne hos DK-Hostmaster i dag.

3. dotDKs endelig løsning er pt. ret lukket.
Det tilbud dotDK afleverede til IT & Telestyrelsen beskriver en model, men fortæller ikke meget konkret om, hvordan den endelige løsning bliver. Det betyder i teorien, at man ikke 100 % ved hvad man får, når deres tilbud vælges.

Som de fleste nok kan regne ud, så støtter jeg den nuværende model, som DIFO / DK-Hostmaster kører med. Den fungerer fint for mig, og har gjort det i en årrække. Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til forbedringer. Det er der helt bestemt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at DK-Hostmaster vil kunne løfte opgaven.

Jeg har tilmeldt mig en Facebook-gruppe, der støtter den nuværende model (den støtter dog ikke direkte DIFO / DK-Hostmaster). Hvis du derfor er på Facebook og meget gerne vil beholde den nuværende danske .dk-domæne model, så synes jeg, at du skal tilmelde dig gruppen og vise din støtte.

Du finder gruppen her: Bevar .dk domænet uafhængigt!

Alle websites er flyttet til ny dedikeret server

Halløjsa,

Det er efterhånden længe siden, at jeg sidst har skrevet herinde. Det beklager jeg – der har været travlhed.

I weekenden fik jeg flyttet alle mine websites, mine venners og mine kunders til min nye dedikerede server, som bl.a. GratisUpload.dk og min blog her har kørt på i en god stykke tid nu.
Alt foreløb smertefrit, og jeg må erkende, at Plesk er et lækkert system at arbejde med til administration af ens webserver.

Ellers håber jeg at alle har haft en fantastisk sommer – det har jeg selv, så jeg kan på ingen måde klage!