Det er urimeligt, DK-Hostmaster!
Halløjsa,
Jeg vil fortælle om en oplevelse, som jeg har haft med DK-Hostmaster her for et par måneder siden.
Jeg havde i alt 7 domæner, der skulle fornyes på samme faktura. Jeg er den type, der “lever livet farligt”, så jeg betaler først, når jeg modtager et “sidste påmindelse” fra DK-Hostmaster med posten (det sker efter 1 – 2 måneder efter ens domæner skulle være fornyet). Det gjorde jeg også med denne fornyelse, bortset fra at jeg aldrig modtog den sidste påmindelse med posten fra DK-Hostmaster.
Jeg valgte dog alligevel at gå ind og forny domænerne, da jeg mente, at det var længe siden den oprindelig faktura blev udsendt. Hvad jeg ikke vidste af var, at DK-Hostmaster allerede på det tidspunkt havde suspenderet mine domæner. Der stod intet om dette, da jeg loggede på deres hjemmeside og betalte den givne faktura (og dermed fornyelsen af de 7 domæner).
Da jeg så senere på dagen tjekkede min mailbox kunne jeg se, at der lå en række e-mails fra DK-Hostmaster, der forklarede mig, at domænerne nu var suspenderet, og at jeg foruden den årlige registreringsafgift også skulle betale 125 kr. pr. domæne for at låse dem op fra suspenderingen.
Et eller andet sted var det jo sådan set fair nok. Dog synes jeg at det lød voldsomt, at de vil tage kr. 875,- for at fjerne suspenderingen på 7 domæner – jeg kunne forstå, at de opkrævede et rykkergebyr (som enhver anden virksomhed vil gøre) på omtrent kr. 100,- for manglende betaling af ens faktura. Derudover var der 5 af domænerne, som jeg ikke ville forny, når der yderligere skulle betales kr. 125,- stykket for dem ved siden af registreringsafgiften.
Jeg kontaktede derfor DK-Hostmaster, da jeg først og fremmest var en smule sur over, at jeg ved betaling af fakturaen på deres hjemmeside ikke blev oplyst om, at domænerne var suspenderet, og at de derfor kostede ekstra for at beholde (dvs. fjerne suspenderingen). Samtidig ville jeg have dem til at refundere registreringsafgiften for de 5 domæner, som jeg ikke ønskede at fjerne suspenderingen på.
DK-Hostmaster mente først og fremmest, at de havde gjort alt de kunne for at oplyse mig om suspenderingen. Så snart de havde sendt mig en e-mail, så mente de, at jeg fra afsendelsestidspunktet af e-mailen var informeret fra deres side af. De virkede derfor ikke særlig forstående overfor, at jeg ikke kunne se at domænerne var suspenderet ved betalingen af fakturaen, der skulle forny domænerne.
Derudover ønskede de ikke at refundere registreringsafgiften for de 5 domæner, som jeg ikke ønskede at forny pga. suspenderingen. Begrundelsen herfor var at det var allerede bogført i deres system.
Først og fremmest kan det irritere mig, at DK-Hostmaster ikke forstår min situation. Jeg var ikke bevidst om, at domænerne var suspenderet ved fornyelsen. Var jeg bevidst omkring dette, så havde jeg undladt at forny de 5 af domænerne. Derudover har jeg nu betalt for fornyelse af 7 domæner samtidig med, at jeg bliver opkrævet et genopretningsgebyr på kr. 125,- pr. domæne. De 5 af domænerne ønskede jeg ikke at genoprette, men jeg kunne ikke få mit fornyelsesgebyr tilbage på de 5 domæner, hvilket gør, at det er penge lige ud af vinduet.
Et .dk domænenavn koster i alt kr. 45,- om året. Jeg har derfor i alt betalt 7 * 45 + 125 * 2, dvs. i alt kr. 565,-. I min verden burde jeg kun have betalt kr. 340,- (2 * 45 + 125 * 2). Jeg har derfor betalt kr. 215,- for absolut intet.
Begrundelsen for at betale de kr. 215,- for meget: Det er allerede bogført!
Hør nu her… Jeg arbejder til dagligt med udvikling i et ERP-system. Jeg kender ikke til et system, der kun kan fakturere, men ikke kreditere. Det burde være MEGET simpelt blot at danne en kreditnota på de 5 domænefornyelser, refundere beløbet og slette domænerne (som jeg endda allerede selv havde gjort, for at få lov til kun at betale for genopretningsgebyret for kun de to af domænerne).
Det er urimeligt, DK-Hostmaster! I burde have reageret anderledes i denne sag. I burde have været kundeminded, kundevenlige og haft forståelse for denne situation, der er opstået pga. for lidt information (i min verden) under fornyelsen af domænet. Og ja, jeg ved godt, at jeg selv er lidt skyld i dette scenarie, da jeg blot kunne have betalt fornyelsen til tiden. Men alligevel – det her er stadig urimeligt. I har fået penge for absolut intet!
Men det får da en til at tænke…
Måske man ikke skulle have støttet DK-Hostmaster, da der var krig om administreringen af .dk-domænet.
Måske skulle der ikke være monopol på det danske .dk-domæne – det kunne være det skabte lidt mere fokus på kunderne!